Foreløbigt farvel

Kufferten er pakket (forhåbentlig med max 20 kilo) og køleskabet er tømt.

I dag tager jeg foreløbigt afsked med mit svenske hjem. Der er sket en del den seneste tid; min afsluttende eksamen, voldsom anholdelse af rotte-ophængende-psycho, Håkan Hellström-koncert… Og meget mere. Alt det må I have til gode, til jeg drager på turné i det danske land fra juni.

Nu drager jeg til Düsseldorf, inden jeg returnerer til Stockholm for at pakke endeligt ned.

Hav det dejligt derude i verden!

Reklamer

Den allerførste gang

Det er vist noget med, at man sæd-vanligvis kommer for tidligt den første gang…. Selv kom jeg så for sent…

Lørdag aften skulle jeg til min første koncert med schlagerikonet Sanna Nielsen (bare navnet lyder jo kitschet) – min generations Carola. To billetter til 900 (svenske, heldigvis!) kroner på 2. række var købt og betalt. På billetterne stod, at koncerten begyndte klokken 19.30, men som forholdsvis erfaren koncertgænger ved man, at koncerten jo aldrig begynder før minimum en time efter det angivne tidspunkt. Jeg havde tvunget anti-schlager-Lærke med, og vi blev enige om, at hvis vi var der klokken 20ish, så ville det passe fint. Og det gjorde det sådan set også. For havde Sanna Nielsen holdt en pause halvvejs i koncerten, havde vi ramt den… Med andre ord; Vi ankom alt for sent og cirka midtvejs i koncerten! Ak. Vi nåede dog at få klappet med og givet stående applaus i selskab med de typiske grand prix-fans; halvgamlinger, handicappede og homoer…

Størst var øjeblikket, hvor den i øvrigt knap to meter høje Sanna pludselig kom løbende ind på scenen i bare fødder, da sidste nummer for længst var slut, og halvdelen af publikum havde forladt salen. “Vi nupper sgu lige en mere,” sagde hun – og gav så en akustisk udgave af sit seneste grand prix-hit. En optræden, som naturligvis er blevet foreviget af en ukendt person fra en af de førnævnte tre grupper. Gæt selv hvilken…

Som Lærke tørt konstaterede, da det var overstået; “Hun synger godt nok meget om looove”…

Lærke gik med til koncerten mod, at jeg endelig tog mig sammen til at få smagt sushi… Yep, jeg tilstår; Jeg hedder Jens, og jeg har aldrig smagt sushi… Indtil i lørdags! Det krævede stort mod, og jeg skulle tænke mange positive tanker, inden jeg tog den første bid… Min allerførste bid… Men altså; Det smager jo af ingenting – bare man holder sig fra soyaen, så klart.
Sushien blev indtaget i smuk solskin og en anelse blæst ved vandet – og naturligvis tog jeg billeder. Hele fire for at være på den sikre side… Men ak ak.. Min telefon har valgt at slette alle fire. Måske jeg bare skulle begynde at huske mit kamera fremover…

I stedet får I dette ligegyldige billede – som naturligvis ikke er blevet slettet – hvor man fristes til at lave en Line Baun og spørge “Er det en abe?” – eller måske bare en Sigbjørn og råbe “Se! Der er en ræv!”…

Aftenen blev afsluttet liggende på en thailandsk bar, hvor øl og drinks blev indtaget i lange baner… I øvrigt kan jeg oplyse, at det IKKE er tilladt at indtage alkohol på en bars udendørsområde efter klokken 22. Fy skamme! Ligesom man naturligvis også skal medbringe sit pas i Systembolaget for at købe ind, hvis man som Lærke ikke har et kørekort. Tusindvis af kort med billeder og navn på går ikke. Man SKAL have ét kort, hvor begge dele fremgår. Åh, Sverige… Jeg kommer ikke til at savne dig…

I øvrigt har jeg gennemskuet de perfekte svenskere… De siger, de arbejder 40 timer i ugen… Men nej. De “fika’er” – små kaffepauser – konstant, og på mit arbejde holder man hver dag en times (altså 60 minutter!) frokostpause! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal få tiden til at gå med så længe. Så i går brugte jeg tiden på at læse til eksamen… Jeg frygter den virkelig, og især efter at jeg nu har fået karakteren for mit andet fag også. Jeg er bestået, bevares. Men med et alt andet end prangende D – som altså kommer efter A, B og C… Jeg vælger at tro, at det blot er fordi, de ikke forstår mit danske. Eller.

Nå, men en kort bemærkning om arbejdet: Jeg har kun én gang tilbage nu. Og det er lidt en skam, når nu der er kommet påskeslik…

Med dette billede ønskes I alle en “glad påsk” – det er trods alt mere behageligt end et billede af den døde rotte, jeg fandt i skralderummet forleden…


Omringet af rotter og romaer

I dagens avis har jeg kunnet læse om, at en ulv har jaget en mand i gaderne i Helsingborg, og for ikke så længe siden blev en knægt bidt af en vinterhi’ende bjørn… Sverige er med andre ord et farligt land at leve i.

Her, hvor jeg bor, kæmper vi i øjeblikket nogle voldsomme kampe mod de to r’er – rotter og romaer. Rotterne har længe hærget vores skraldehus, og jeg har flere gange oplevet at bryde ind i et ædegilde, når jeg er kommet for at aflevere mit skrald. Taktikken er derfor blevet, at jeg åbner døren, stiller mig pænt og venter og ser, om der er nogle rotter, der skal ud, inden jeg begynder at kaste med min skraldepose – og ja, jeg kaster den naturligvis. Jeg er for længst holdt op med rent faktisk at træde ind i rummet, som skraldemændene af åbenlyse årsager åbenbart bare har opgivet at tømme. Det betyder, at skralderummet nu ser konstant sådan ud:

Lærke mener i øvrigt at have hørt rotterne kravle i væggen, men forsøger at overbevise sig selv om, at det blot er rotten fra Ratatouille, og den derfor bare er meget sød…

Det er ikke blot rotter, vi forsøger at holde væk fra vores boligområde. Romaerne er tilsyneladende også nået til Stockholm og har fundet samlingssted i vores vaskehus. Det betyder ekstra kamp om vaskemaskinerne – og kamp om at nå frem til sit nyvaskede tøj, før romaerne gør det. Hvor man ikke rigtig gør brug af rottefælder heroppe, så vil man gerne have fjernet romaerne. Derfor er det nu blevet op til os studerende at sørge for at kontakte politiet, når vi ser romaerne… Kom ikke og sig, at der ikke er gang i den her i byen!

En, der i øvrigt også sørger for gang i den, er et allestedsnærværende tredje R – Robyn. For et par uger siden var jeg til mit livs koncert. Selveste Lady Gaga blev i den grad banket på plads af den svenske blonde chick, der leverede en helt uimodståelig optræden. Jeg mærkede tårer i øjnene af ren og skær lykke. Det lille kvindemenneske hoppede og dansede i et væk, så det var umuligt at få et billede af hende. Mest held med det havde min følgesvend, Alexander:

Robyn-koncerten var flere uger siden… Og ja, her har været noget dødt på bloggen. Men altså; Som I alle ved efterhånden, er der jo sket lidt i mellemtiden, hvilket har resulteret i, at Stockholm pludselig er blevet til en parentes, og at interessen for at læse pensum til mit sidste fag (hvor jeg endda har en reel eksamen) er på et minimum… Og det er så her, vi bevæger os videre i alfabetet og tager fat på de tre s’er. Min kommende hjemby hedder nemlig hverken Skagen eller Stockholm, men Seoul! Det bliver en storslået og helt ubeskrivelig oplevelse at flytte derud og give sig i kast med arbejde i den virkelige – østlige – verden. I øvrigt kan jeg lige indskyde, at der i Skagen bor 8.636 (Wikipedia) og i Stockholm 847.073 (kommunens hjemmeside)… I Seoul? Tjaeh… Der bor så små 10.208.302 (Wikipedia) mennesker – og alle dem kommer jeg altså til at dele by med i minimum et år! Jeg har allerede lært at sige “badminton” og “jul” på koreansk og er også så småt i gang med at lære “Happy birthday” på koreansk… Det er en god start, tænker jeg.

Mere om Korea skal nok følge… Men lige nu ligger jeg i min Ikea-seng og tænker på, hvor skøn weekenden var. Vejret var forårsfantastisk, og nye dele af Stockholm blev udforsket i Kulturnatten… Billeder fra rådhuset må I desværre undvære, da min telefon endnu engang har slettet billeder (billedet af skraldet fik jeg dog lov til at beholde)… Men lad mig bare sige, at Stockholms Rådhus er det stik modsatte af svenskernes generelle minimalistiske og stilrene stil. Hvert et rum på rådhuset har et nyt tema, og jeg nævner i flæng væg til væg-tæpper, spejle, sømandshjem, dyster kirke, rød fløjl og ikke mindst overdådigt prangende guld… Det var ganske enkelt alt, alt, alt for meget af det gode. Så lad ikke det stå øverst på listen, hvis Stockholm er på listen over kommende ferier…. Så hellere sidde ude på bænken foran rådhuset med udsigt over vandet og byen og flette fingre med den, man har allerkærest…


Pædagogik for viderekomne

Dagen i dag er en glædens dag! Ikke blot fordi min mor og min faster fylder år (tillykke igen), men fordi jeg nu endelig er helt officielt færdig med mit fag “Kommunikation och samspel i digitala miljöer” – forudsat, at jeg består min eksamensopgave naturligvis.

Mens jeg har to af mine fag på det journalistiske fakultet, JMK, så har jeg fulgt “KOSIDM” på det pædagogiske fakultet… Og hvilken grad af pædagogik, jeg har oplevet! Læsemængden har været enorm, vi har rent faktisk skullet læse hele bøger (gisp!) – og ikke nok med det, så har vi skullet besvare spørgsmål ud fra bøgerne også. Ikke fordi vi skulle have karakterer for vores svar, eller fordi underviserne skulle bruge dem til noget særligt. Vi skulle såmænd blot vise, at vi havde læst pensum. Derudover har man fået udleveret “strafopgaver”, hvis man har misset en forelæsning. Hvorfor jeg troligt er mødt op til samtlige forelæsninger og har skippet både Oscar- og grand prix-fest for det. At underviserne har været af den slags, der sidder på en stol og læser op fra en PowerPoint-præsentation, og mine medstuderende har været omkring de 20-21 har heller ikke just talt op… Men nu er jeg altså færdig og er allerede begyndt på mit tredje fag “Information, Propaganda, Reklam och Public Relations” tilbage på JMK… Og her  lægger underviseren så ud med at fortælle, at han efter hver forelæsning vil lægge et referat ud på nettet, hvis folk har været fraværende, og få minutter senere at spørge til, om der er nogle farveblinde blandt eleverne… for så vil han undlade at bruge rød tusch på tavlen…. Se, dét er da pædagogik, der er til at forstå!

I dag smed jeg også vinterjakken til fordel for en varm hættetrøje… Måske ikke helt klogt eftersom det pludselig begyndte at sne… Men solen kom heldigvis tilbage igen.

Efter forelæsningen fik Lærke hevet mig med i en såkaldt “Saluhall”, altså en hal hvor der findes alverdens mad-“lækkerier” – i hvert fald ifølge Lærke, som både købte ost, pølse og oliven… Selv har jeg dog svært ved at se det appetitlige i lammenyrer, grissefødder og slimede fisk klasket op som “delikatessevarer”. Til gengæld købte jeg lækker chokolade, mandler og lakrids, som jo alle er typiske svenske specialiteter… Eller…


Knald udenom!

Mine forestillinger om et pænt og korrekt Sverige er blevet smadret så eftertrykkeligt de seneste dage.

Jeg synes ellers ikke, jeg har for vane at være specielt sart, når det kommer til sex… Men jeg er alligevel blevet noget oprørt over en reklameannonce, der er begyndt at dukke op rundt omkring i bybilledet i Stockholm. Da jeg passerede den første gang, troede jeg, rubrikken blot var blikfang for et andet budskab, men nej, den er sgu god nok…

“Gør livet levende – ha’ en affære” er simpelthen, hvad svenskerne bliver opfordret til nu. For nylig var der vist en lignende debat i Danmark efter en radioreklame for et datingsite, der parrer utrolystne mænd og kvinder sammen, men nu har en lignende side altså gjort sit indtog i pæne Sverige. Jeg er forarget.

Forarget blev jeg også onsdag aften, da jeg var til min første koncert heroppe. Petra Marklund aka September stod på scenen, og jeg var taget af sted sammen med nogle af de andre udvekslingsstuderende. Vi stod blandt de forreste, da der kommer en mand, der er bredere, end han er høj, og møver sig frem i mængden. Jeg havde ikke tænkt mig at opgive min plads og blev stående sammen med en hollandsk pige, som jeg af åbenlyse årsager taler engelsk med. Denne… lad os bare kalde ham Amin Jensen… føler sig stærkt forurettet, fordi jeg fortæller ham, at han ikke kan komme igennem. Dertil svarer han “YOU’RE IN SWEDEN NOW, SO FUCK OFF”! Aha… Her i pæne, pæne Sverige?! Jeg nåede at give ham et par mindre pæne svenske gloser med på vejen, inden den søde, hollandske pige reddede situationen. Amin tilbragte koncerten med at hoppe op og ned med sin kæreste. Lad os kalde hende Lisbeth Knudsen…

Koncerten med September, som er en af tidens største stjerner her i Sverige, var i øvrigt ganske udmærket… Og så ser hun sådan ud:

Billede af Anne Diepenbroek...

Torsdag genså Lærke og jeg “Fucking Åmål” i biffen. En fantastisk film, som vist også chokerede pæne Sverige tilbage i sluthalvfemserne. Efterfølgende fejrede vi ham Saint Patrick med en øl på en pub, hvor en ældre herre, en sømand, kastede sin kærlighed – og et par hashklumper – på os… Pæne, pæne Sverige altså.

Og til slut lige et tip, jeg faldt over i Metro i ugens løb, som jeg bliver nødt til at dele med jer. En eller anden ekspertsomething oplyser, at forårets absolut smarteste trend er… (indsæt trommehvirvel her) – at investere i en cykel! Jo jo… En cykel er da trods alt mere uskyldig end en elsker…


Jagten på schlager

Alenedans i indkøbscenter. Uendelige køer. Finsk schlagerdiva. Stangstive 40+kvinder.

Jo jo… En af årets mest ventede weekender havde skam det hele. Det var jo i weekenden, at Sverige gik grand prix-amok med stor finale i Globen og 3,7 millioner seere foran skærmen. Det betød også, at slænget fra København kom på besøg i “Nordens hovedstad”, som Stockholm ynder at markedsføre sig selv som, for svenske grand prix-fester skal man naturligvis deltage i…

Ole og jeg lagde blidt ud torsdag aften med drinks på en bar – indtil vi så skulle af sted til et disco, hvor der vist skulle være en masse britter til grand prix-fest. “Golden Hits” hed stedet, og det i sig selv burde have advaret os. Og “en masse britter” udgjorde helt præcis tre styks. Til gengæld var dansegulvet fyldt med 40+kvinder, der havde lige så godt styr på deres alkoholindtag og dansetrin, som Henriette Kjær har på sin privatøkonomi. Det var julefrokost gone wild midt i marts! Men hvor var det dog en fest at se disse nedringede og oversminkede kvinder have deres livs aften og ryste røv til gammel discomusik. Og nå, et enkelt grand prix-hit her og der blev det da også til…

Fredag kom resten af den danske delegation så til staden, og jeg fulgte gladeligt med til den traditionsrige fredagsfest på “Paradise”… Og yep, det var sgu paradis. Når først de i dette land obligatoriske 150 kroner var blevet betalt i indgangen, var der adgang til kæmpe dansegulv og masser af grand prix-musik. Der blev danset, skålet og så ellers danset og skålet noget mere. Som i de gode gamle københavner-dage. Aftenens højdepunkt var naturligvis, da den finske diva Arja Saijonmaa (bliver ekstra sjovt at udtale efter et par flasker) gjorde sin entre på scenen og leverede sine kæmpehits… Den midtitresserne diva blev modtaget med hyl, åbne arme og fællessang af homoer fra hele Europa. Se, dét var en fest!

"Kärlek? Ja, eventuellt..."

Men som altid… Så blev lyset tændt klokken tre, og så var det ellers på tide at tage hjem. Efter håndgemæng med en pige i garderoben lykkes det endelig at komme hjemad…

Lørdag oprandt så dagen, hvor jeg for anden gang skulle gæste Globen til Sveriges største musikalske begivenhed… Vi lagde tidligt ud med opvarmning og tog så til Globen, hvor jeg gennem en bekendt havde skaffet mig en billet. Det betød, at jeg overværede showet med en fyr fra Storbritannien, en fra USA og en fra Canada. Jo jo, folk kommer skam langvejs fra for at opleve det live! Resultatet blev som forventet… Så aftenens helt store oplevelse var i stedet at støde ind i disse to piger, som jeg ikke aner hvad hedder… Men til gengæld ved jeg, at de ser godt ud, og at de sang en af mine yndlingssange tilbage i 2008. Så naturligvis skulle der da kindkysses og poseres med dem… Ak ja… Man bliver vel ramt af feber af og til…

Smiling in love...

Efter Globen tog vi så til, hvad der var blevet lanceret som “World’s Biggest Schlagerparty”… Men ak. Der var flere vagter end gæster, baren var næsten lige så tom dansegulvet og den kvindelige dj havde ikke ét eneste grand prix-hit i sin samling. Så slukørede forlod vi den fest, for så blot at konstatere at det var umuligt at komme ind andre steder på grund af ekstreme køer – og som bekendt lukker alting jo alligevel klokken tre heroppe… Så i små hold opgav vi efterhånden at få noget ud af aftenen… og endte tilfældigvis med at møde hinanden på McDonalds. Så omkring klokken ét drog jeg hjemad – fuldstændig ædru, men med maven fyldt godt op med junk… Suk.

Søndag skulle der tages revanche for lørdagens fiasko på partybåden “Patricia”. Og det blev der så! Vi skulle alle være stive i en fart – og jeg hurtigere end de andre, da jeg havde lovet mig selv at tage den sidste metro hjem. Jeg havde selvfølgelig forelæsning mandag morgen. Og bliver man væk fra den slags på universitetet, ja, så bliver man såmænd straffet med en ekstraopgave. Mere om det i et andet indlæg. Anyway… Drinks, øl og vin blev hældt ned i en fart, og nu var der endelig grand prix-fest… i to timer. Klokken ét drog jeg hjemad, men modsat lørdag var jeg helt væk… Med det resultat, at jeg da bare holdt en fest for mig selv i metroen på vej hjem – og ikke mindst i det indkøbscenter, som jeg skal gå igennem for at komme hjem til mig selv… Jeg gav den fuld gas med dansetrinene og har helt sikkert givet dem, der holder øje med overvågningskameraerne noget at grine af…

Mandag morgen var det så tidligt op og til forelæsning med de ondeste tømmermænd. Og nu er det så blevet hverdag igen… I halvanden måneds tid inden det igen går løs i Düsseldorf…


Kvinder er som köttbullar

Nogen vil måske mene, at fællestrækkene mellem kvinder og kødboller er, at de små, runde og smager godt… Om det argument er holdbart, skal jeg ikke gå videre med her.

I dag er er lighedstegnet mellem de to dog lidt noget andet*. Hjemme i Danmark har Birthe og Tina mistet deres ministerposter på kvindernes kampdag (og er – naturligvis – blevet erstattet af mænd), og her i Sverige har kødbollerne for en dag mistet deres status som svenskernes nationalret.

Ud over kampdagen er det nemlig også “Fettisdag” her i landet – altså “Fededag”. Det er nemlig i dag, at svenskerne går amok i indtagelsen af deres svar på en fastelavnsbolle, Semlaen. Og det har Lærke og jeg naturligvis fejret! Så værsågod; et stk. Semla og et stk. latte:

Dedikerer denne Semla til en vis norsk bjørn... Velbekomme!

Men tilbage til kvinderne… I Ligestillingens Land får kvinderne naturligvis masser af opmærksomhed i dag. Hele avisen er klistret til med artikler om kvinder og ligestilling. Faktisk i sådan en grad at jeg fik mere kvalme af at læse avisen end at spise Semlaen på næsten 200 gram. “Fem ting kvinder er bedre til end mænd,” lyder rubrikken på en af artiklerne blandt andet… Hvordan mon den var blevet taget imod med omvendt fortegn? Og selv i underholdningsdelen får man flettet kvindernes kampdag ind. SVT præsenterede i går to nye holdkaptajner i “Så Ska Det Låta” (= “Hit Med Sangen”, som stadig er en stor succes herovre), og da de tilfældigvis begge er kvinder – så kører man naturligvis kønsvinklen i dagens avis. Bræk!

Jeg venter fortsat på, at SVT enten bliver påtvunget eller selv vælger at indføre kønskvoter i Melodifestivalen. I finalen på lørdag bliver kun tre ud af ti bidrag fremført af kvinder. Og er det virkelig i orden? Det er den svageste finale i årevis – sandsynligvis på grund af manglen på kvinder. Eller? Den ene af kvinderne i finalen er klædt i pink og synger om at være forelsket. Den anden er klædt i gult og synger om at være forelsket i en anden end sin mand. Og nå ja, så er der den tredje. Hun synger såmænd om, at hvis man som kvinde lever i et voldeligt forhold, så skal man stikke af i stedet for at slå igen. Sikke en kampånd, kvinde! Hvad er der nu galt med at give en lussing eller et spark i skridtet tilbage?

Men hunulven Sara Varga er i mangel af bedre nu alligevel min favorit på lørdag – selvom hun ikke kommer i nærheden af sejren. Så lad os nyde hende her:

Og nå ja; Lad mig da lige slutte med et billede fra toilettet på det konditori, hvor Lærke og jeg spiste Semla i dag… Følgende seddel sidder lige oven over dørhåndtaget:

"Åbn her" står der så fint over dørhåndtaget...

De er nu så kære, de svenskere – både kvinderne og (især) mændene…

* OBS: Ironi kan forekomme i dette indlæg…


%d bloggers like this: