Den allerførste gang

Det er vist noget med, at man sæd-vanligvis kommer for tidligt den første gang…. Selv kom jeg så for sent…

Lørdag aften skulle jeg til min første koncert med schlagerikonet Sanna Nielsen (bare navnet lyder jo kitschet) – min generations Carola. To billetter til 900 (svenske, heldigvis!) kroner på 2. række var købt og betalt. På billetterne stod, at koncerten begyndte klokken 19.30, men som forholdsvis erfaren koncertgænger ved man, at koncerten jo aldrig begynder før minimum en time efter det angivne tidspunkt. Jeg havde tvunget anti-schlager-Lærke med, og vi blev enige om, at hvis vi var der klokken 20ish, så ville det passe fint. Og det gjorde det sådan set også. For havde Sanna Nielsen holdt en pause halvvejs i koncerten, havde vi ramt den… Med andre ord; Vi ankom alt for sent og cirka midtvejs i koncerten! Ak. Vi nåede dog at få klappet med og givet stående applaus i selskab med de typiske grand prix-fans; halvgamlinger, handicappede og homoer…

Størst var øjeblikket, hvor den i øvrigt knap to meter høje Sanna pludselig kom løbende ind på scenen i bare fødder, da sidste nummer for længst var slut, og halvdelen af publikum havde forladt salen. “Vi nupper sgu lige en mere,” sagde hun – og gav så en akustisk udgave af sit seneste grand prix-hit. En optræden, som naturligvis er blevet foreviget af en ukendt person fra en af de førnævnte tre grupper. Gæt selv hvilken…

Som Lærke tørt konstaterede, da det var overstået; “Hun synger godt nok meget om looove”…

Lærke gik med til koncerten mod, at jeg endelig tog mig sammen til at få smagt sushi… Yep, jeg tilstår; Jeg hedder Jens, og jeg har aldrig smagt sushi… Indtil i lørdags! Det krævede stort mod, og jeg skulle tænke mange positive tanker, inden jeg tog den første bid… Min allerførste bid… Men altså; Det smager jo af ingenting – bare man holder sig fra soyaen, så klart.
Sushien blev indtaget i smuk solskin og en anelse blæst ved vandet – og naturligvis tog jeg billeder. Hele fire for at være på den sikre side… Men ak ak.. Min telefon har valgt at slette alle fire. Måske jeg bare skulle begynde at huske mit kamera fremover…

I stedet får I dette ligegyldige billede – som naturligvis ikke er blevet slettet – hvor man fristes til at lave en Line Baun og spørge “Er det en abe?” – eller måske bare en Sigbjørn og råbe “Se! Der er en ræv!”…

Aftenen blev afsluttet liggende på en thailandsk bar, hvor øl og drinks blev indtaget i lange baner… I øvrigt kan jeg oplyse, at det IKKE er tilladt at indtage alkohol på en bars udendørsområde efter klokken 22. Fy skamme! Ligesom man naturligvis også skal medbringe sit pas i Systembolaget for at købe ind, hvis man som Lærke ikke har et kørekort. Tusindvis af kort med billeder og navn på går ikke. Man SKAL have ét kort, hvor begge dele fremgår. Åh, Sverige… Jeg kommer ikke til at savne dig…

I øvrigt har jeg gennemskuet de perfekte svenskere… De siger, de arbejder 40 timer i ugen… Men nej. De “fika’er” – små kaffepauser – konstant, og på mit arbejde holder man hver dag en times (altså 60 minutter!) frokostpause! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal få tiden til at gå med så længe. Så i går brugte jeg tiden på at læse til eksamen… Jeg frygter den virkelig, og især efter at jeg nu har fået karakteren for mit andet fag også. Jeg er bestået, bevares. Men med et alt andet end prangende D – som altså kommer efter A, B og C… Jeg vælger at tro, at det blot er fordi, de ikke forstår mit danske. Eller.

Nå, men en kort bemærkning om arbejdet: Jeg har kun én gang tilbage nu. Og det er lidt en skam, når nu der er kommet påskeslik…

Med dette billede ønskes I alle en “glad påsk” – det er trods alt mere behageligt end et billede af den døde rotte, jeg fandt i skralderummet forleden…